Så er Mads og Adam blevet indskrevet i skole/SFO. Det betyder også, at vi om ½ år skal sige farvel til "Lillelund", som er det børnehus, hvor både Liva og drengene har gået i både vuggestue og børnehave. Vi har haft vores gang der i 8 år, så det bliver underligt ikke længere at skulle have sin gang der dagligt.
Jeg kan godt mærke, at jeg får en klump i halsen - ikke så meget fordi at vi skal sige farvel til "Lillelund", men fordi jeg er meget bekymret for, hvordan Adam kommer til at falde til i skolen. Børnehuset og især hans elskede pædagog, som er hans bedste ven (Adams egne ord) er rigtige gode til at rumme Adam og hans specielle behov og særheder - de ved, hvordan de skal møde ham, og hvornår han lige har brug for lidt ekstra opmærksomhed/hjælp. Og vi ved og kan mærke, at de kan lide ham.
Vi har gjort og gør alt, hvad vi kan for at forberede skolen på, hvad det er for en dreng, som de skal hjælpe videre, men samtidig kan jeg i min mave mærke usikkerheden - Kan de se, hvad det er for en unik dreng, som de får mellem deres fingre, eller vil de kun se hans "problemer" ???
Nogle gange har jeg lyst til at beholde ham under mine vinger og tage ham med op på min "egen" skole, men det vil jo samtidig betyde, at han skulle væk fra sine venner fra børnehaven, nærmiljøet, sine søskende og at jeg skulle til - udover at være hans mor - at være hans pædagog, og det kan jeg også mærke, at jeg ikke har lyst til.
Jeg forsøger at sige til mig selv, at det hele nok skal gå, og at der kan ske meget på ½ år - men åhh hvor jeg hader den følelse som jeg har og klumpen i maven.
