lørdag den 13. april 2013

Besøg af Darth Vader.

I dag da vi var på vores lokale bibliotek, mødte vi Darth Vader og nogle af hans venner. Drengene var ikke helt trygge ved dem - det er faktisk længe siden, at jeg har oplevet dem så stille - så de ville ikke have taget billeder sammen med dem, så billederne blev uden dem.






torsdag den 4. april 2013

Poncho

Jeg har efter meget søgen på nettet endelig fundet mit første større strikkeprojekt, som jeg er gået i gang med. Jeg havde jo besluttet, at jeg ville strikke en poncho til mig selv, og jeg ville meget gerne have ærmer i den, da jeg cykler meget.

Efter meget søgen frem og tilbage faldt jeg for denne tværstrikkede poncho. Jeg var så heldig, at jeg kunne finde bladet med opskriften i på vores lokale bibliotek og garnet blev bestilt hjem fra garnudsalg.dk.


Jeg har valgt at strikke den i en tråd Blackhill højlandsuld i farven mørk rullesten og en tråd Blackhill kid mohair silk i farven kit grå.

Jeg havde håbet på, at jeg ville have fået strikket en masse i den netop overstået påskeferie, men har måtte erkende, at det desværre ikke er blevet til så meget, som jeg regnede med.

tirsdag den 2. april 2013

Hjemmelavede romkugler.

Her i huset har vi efterhånden fået en fast tradition med at starte weekenden med at få romkugler. Mads har i længere tid snakket om, at han gerne selv ville lave dem, så inden vi tog til Lalandia, lavede vi for første gang selv romkugler.


De blev bare super gode.

Her er vores opskrift på romkugler:

2 jordbær-roulader
2 mazarintærter
6 spsk. kakao
1 flaske rom-essens

Det hele æltes godt og grundigt sammen. Vi troede først, at det aldrig ville blive fedtet og komme til at hænge sammen, men det kræver bare lidt tålmodighed.

Vi fik 20 stk. på størrelse med bagerens ud af opskriften, og de er rullet i flerfarvede krymmel.

God fornøjelse - og pas på man kan godt blive afhængige af dem :-)